Kina Rejser - magasinet om rejser til Kina. Kig her inden du bestiller din Kina rejse.

Hot Pot: Fondue på kinesisk

I Kina vil du hurtigt opleve at madkulturen er meget anderledes end hvad vi er vant til i Danmark og ja i hele Europa for den sags skyld. Og hvis du har prøvet kinesisk mad som f.eks. en China box i Danmark, så vil du opleve at det ikke ligefrem er det som vi i Danmark “tror” er kinesisk, som du faktisk vil komme til at spise i Kina. Noget lignende en China box kan findes i Hong Kong, men ikke mange andre steder i Kina. Men maden skal helt sikkert prøves og opleves, lige meget hvor i Kina du rejser hen.

Hot Pot er meget almindeligt i Kina og helt sikkert værd at prøve. Især om vinteren eller i regnvejr når man fryser, er det meget populært og man vil da ofte kunne se lange køer udenfor de specielle hot pot restauranter. Hvis en restaurant tilbyder hot pot er det som regel det eneste man kan bestille der. Det er fordi hot pot er specielt ved at have dertil indrettede borde med gas og en stor gryde i midten af hvert bord.

Hot Pot er egentligt en suppe, som gerne er meget stærk, hvortil man bestiller ruller af tyndt skåret rådt kød, gerne lam eller oksekød og en masse forskellige grøntsager og tofu. Dette tilbehør dyppes så ned i gryden indtil det skifter farve eller konsistens og så er det færdigt. Du putter selv tilbehøret ned i gryden og fisker det op med dine pinde når det er klart til at spise. Nogle steder er der forskellige saucer du kan dyppe kødet eller grøntsagerne i bagefter, det er gerne en slags soya eller peanut butter.

Hot Pot er meget populært i Kina, både blandt kineserne og blandt udlændinge og der opstår hurtigt en meget hyggelig og intim stemning omkring det runde bord med den varme suppe damp. Det er en rigtig god måde at få og holde varmen på om vinteren.